Ridelejr med fokus på trivsel og sundhed
KØGE: Køge Sportsrideklub afholder i disse dage ridelejr på rideklubbens arealer på Lidemarksvej 26 i Svansbjerg.
Temaet for årets ridelejr er "Sund rytter".
Anledningen er, at Dansk Rideforbund har lanceret et nyt site for ryttere - www.ridersfitness.com - som Køge Sportsrideklub gerne vil vise, at både elite- og bredderyttere kan have glæde af.
- Mig bekendt er vi de første i Danmark der griber bolden og opbygger et helt koncept omkring sundhed, fortæller leder af rideskolen, Karen Karlebjerg Broholm.
Foruden de aktiviteter man normalt dyrker i klubben - bl.a. træning i dressur og kvadrille, så er der sund kost og masser af anden god motion på programmet.
- Vi kan bl.a. nævne gymnastikøvelser på hest, ride uden saddel, strilekonkurrence. Af andre alternativer kan nævnes fodboldkamp på ridebanen, en tur i Køge Svømmeland og Zumba, fortæller Karen Karlebjerg Broholm.
Ridelejren, der har deltagelse af 14 piger og to drenge, slutter søndag den 24. juli.