Arken udgiver kunstserie
Særlige tryk af kunstnere fra museets samling
Kunne du tænke dig at have din egen lille Arken-samling hængende i stuen? Kunstmuseet Arken udgiver nu en serie af litografier med udvalgte kunstnere. Museet inviterer årligt kunstnere til København for at producere et litografi i samarbejde med det anerkendte grafiske værksted Edition Copenhagen.
Første kunstner er tyske David Schnell, der allerede indgår i Arkens samling med maleriet Hochbahn. Litografiet Autobahn, som Schnell har lavet eksklusivt til Arken Edition, følger et spor fra hans øvrige kunstneriske produktion.
Billedet koster 8.000 kr. indrammet. Er man medlem af Arkens klub, koster litografiet 6.500 kr. 1. oktober justeres begge priser 2.000 kr. op.