Ishøj får nødbibliotek efter vandskader
Fra fredag den 22. juli kan du igen låne bøger, spil, film og andet, når Ishøj Bibliotek flytter op i midlertidige lokaler i Ishøj Bycenter
Skaderne efter skybruddet i weekenden den 2. og 3. juli giver fortsat problemer for Ishøj Bibliotek, og det er endnu uvist, hvornår det kan åbne igen på sin faste adresse på bibliotekstorvet. Biblioteket flytter derfor midlertidigt op i nye lokaler i Ishøj Bycenter og opretter en biblioteksbutik i Intersports gamle lokaler (overfor Laura).
Biblioteksbutikken åbner fredag den 22. juli klokken 10:
”Det er selvfølgelig en ulykkelig situation, at biblioteket oplever at skulle lukke på grund af en vandskade. Men vi er glade for muligheden for at kunne give Ishøjs borgere en biblioteksbutik i Ishøj Bycenter. På den måde kan vi fortsat tilbyde vores lånere adgang til bøger, film, musik og andet. Noget som især er væsentligt her i sommerferieperioden, hvor alle har bedre tid og lyst til at læse. Hvor længe vores lånere skal bruge biblioteksbutikken, er endnu ikke afgjort,” siger bibliotekschef Hans Peter Rasmussen.
Småt men godt
Den nye biblioteksbutik er et nødudlån, som består af langt færre materialer, end du normalt møder, når du går på biblioteket. Pladsen i det nye lokale er mindre, og personalet har derfor måttet udvælge dele af bibliotekets samling, som skal følge med op i det nye biblioteksrum:
”Vi kender vores lånere, så der vil med garanti være både nye, velkendte og efterspurgte bøger i den nye biblioteksbutik. Man vil også kunne låne film, spil og musik samt få mulighed for at læse dagens aviser,” fortæller bibliotekschefen.
Der vil i perioden med nødudlån være begrænset adgang til internettet. Du vil kunne få adgang til en kopimaskine, men desværre ikke til fax og prints fra nettet.