15 bilister står til klip i kørekortet
121 bilister taget i hastighedskontrol onsdag aften.
FAXE: En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol stod onsdag mellem kl. 19.13 og kl. 21.41 på Ny Næstvedvej ved Vester-Egede ved Faxe.
Her er der hastighedsbegrænsning på 70 km/t, men det var der 121 ud af 438, der ikke overholdt.
15 kørte så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet, mens tre risikerer en betinget frakendelse af kørekortet. Højeste hastighed blev målt til 130 km/t, oplyser Sydsjællands Politi.
Spritkontrol i Faxe.
Onsdag mellem kl. 18.00 og kl. 20.00 havde politiet en spirituskontrol i Faxe. 15 køretøjer blev standset og kontrolleret, og det resulterede i tre sigtelser for forskellige overtrædelse af færdselsloven.
Uden kørekort men med promiller - Kongsted.
Politiet standsede onsdag klokken 18.57 en 21-årig mand fra Næstved på Faxevej ved Kongsted. Den 21-årige havde ikke noget kørekort, men en alkometertest viste, at han havde en promille, der var højere end det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel uden førerret og spirituskørsel.
pm