To drenge gik amok i Solrød
SOLRØD: To knægte kunne åbenbart ikke rigtigt få tiden til at gå lørdag aften, så de valgte i stedet at gå amok i og udøve hærværk på Solrød Strand Station.
Politiet blev kl. 20.54 anmeldt om hærværket De to drenge slog på telefonautomater og ødelagde en af postvæsenets postkasser. De to unge knægte - en 12-årig dreng fra Frederiksværk og en 11-årig dreng fra Solrød - blev tilbageholdt af politiet.
De to drenge kunne ikke i første omgang ”huske”, hvor de boede eller hvad deres forældre hed. Det lykkedes dog politiet at finde frem til forældre/værger.
Efter anholdelsen gik den 12-årige dreng amok igen og løb sin vej, men han blev indhentet af en politimand.
- Den unge mand fortsatte sin fremturen, men han oplevede dernæst konsekvensen af ikke at følge politiets anvisninger. Det lærte han forhåbentlig til en anden gang, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
I forbindelse med sin løbetur lavede den 12-årige hærværk i Akacieparken, hvilket han også skal stå til regnskab for rent erstatningsmæssigt.
Drengene kan ikke sigtes grundet deres alder, men de kan se frem til et erstatningskrav for det ødelagte.
pm