Frivillige står klar i katastrofetilfælde
Lille forening er backup for politi og brandvæsen
Solrød Kommunes Redningsberedskab står klar, hvis der sker ulykker eller katastrofer i lkalområdet. Den lille frivillige styrke på 23 mand kan indkvartere og forpleje op til 1.000 personer, forpleje brand- og politifolk ved længerevarende større ulykker, assistere med pumpemateriel og -mandskab ved oversvømmelser, samt forestå oprydningen efter miljøulykker.
De frivillige blev fx benyttet både i år 2009 og 2010 til pumpeopgaver på Tåstrupvejen og i Karlstrup Mose i forbindelse med skybrud. Ved begge tilfælde arbejdede de frivillige med at betjene pumperne hele natten. Deres indsats var i høj grad medvirkende til at ikke endnu flere blev berørt af oversvømmelserne.
Solrød Kommunes Redningsberedskab løser for Solrøds borgere, hvert år helt ulønnet, også forebyggende oplysningsarbejde: På skoler og SFO’er informeres om, og demonstreres faremomenter ved brug af fyrværkeri, uddeling af gratis røgalarmer og gennemgang af brandslukningsmateriel på kommunale skoler og institutioner. Desuden afholder Solrød Kommunes Frivillige Redningsberedskab også 1.-hjælpskurser, og gennemfører kontrol af Solrød Kommunes brandhaner.
De frivillige ledes af Leif Panduro, som siden 1991 har været engageret i foreningen.
”De frivillige ønsker alle at være klædt fagligt ordentligt på, til faktisk at kunne gøre en forskel, hvis ulykken skulle indtræffe. Desuden er det os, der bedst kan instruere og koordinere andre frivillige ved indsatsen ved fx større miljøulykker, hvor stranden skal renses. Derudover har vi i foreningen et stærkt socialt netværk, som gør at vi føler os som en stor familie," siger Leif Panduro.
Hvis du har lyst til at hjælpe kan du på se hvordan på Solrød Kommunes Frivillige Redningsberedskab hjemmeside.