Boligejerne afdrager mere på gælden
BOLIGNYT: De danske boligejere har i 2. kvartal 2011 betalt 5,9 mia. kr. i ordinære afdrag på deres realkreditlån.
Det svarer til, at boligejerne brugte 27 pct. af den samlede ydelse til at betale af på gælden, mens 73 pct. blev brugt på renteudgifter.
Til sammenligning blev der i begyndelsen af 2009 afdraget for 5,1 mia. kr. Her blev 82 pct. af ydelsen brugt på renteudgifter, mens blot 18 pct. gik til at afdrage på gælden. Væksten i afdragene har været mere end dobbelt så stor, som væksten i det samlede udlån. Det viser Nationalbankens rentestatistik for juni.
- De fleste finder det nok sjovere at betale af på gælden frem for at betale renter, og den lave rente har givet denne mulighed. Dem, som har et rentetilpasningslån, afdrager automatisk mere på gælden, når renten falder. Dertil kommer de boligejere, som har benyttet situationen til at konvertere lånet, så renteudgifterne fylder mindre og afdragene mere. Det er boligejere, som har siddet med et fastforrentet lån og set muligheden for at konvertere til et rentetilpasningslån eller et fastforrentet lån med en lavere kuponrente. Det er positivt, at boligejerne får en direkte glæde af den lave rente, siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.
pm