Sommerudsalg og aftenåbent i Køge
Onsdag den 20. juli hvor der er åbent helt til kl. 22.00.
KØGE: Det store sommerudsalg i Køge kører i højeste gear. Onsdag den 20. juli holder butikkerne aftenåbent til kl. 22, og Danmarks bedste handelsby bugner af spændende tilbud.
Med den megen aktivitet, der er i Køge, kan Frederik den Syvende på byens Torv på ingen måde føle sig ensom. Køges mange, driftige forretninger forstår nemlig om nogen at tiltrække glade, købelystne mennesker i alle aldre. Den smukke bykerne med de gamle gårde og gader, Torvet og Torvebyen ved Køge Å giver den helt rette stemning og atmosfære for en hyggelig indkøbstur.
- Udsalget i Køge tiltrækker traditionelt mange mennesker, og de kan altid være sikre på god service og kvalitet i byens mange special- og mærkevareforretninger, siger Søren Staf Hansen, der er aktivitetschef i Køge Handelsstandsforening og tilføjer, at der i de mange udendørs og indendørs restauranter og cafeer er et rigt varieret udbud af kulinarisk art og inden for læskende drikke, som kan være med til at fuldende en vellykket indkøbstur.
- Der sker så meget i Køges bymidte sommeren igennem, og hvis man på sin indkøbstur benytter lejligheden til også at slå et smut forbi Havnen, så venter der en ekstra dejlig oplevelse oven i de mange indtryk fra den brostensbelagte midtby – nemlig den helt specielle aftenstemning og de spændende restauranter, der har indrettet sig på Køge Havn, siger Søren Staf Hansen.
Ingen bør være i tvivl om, at Køge kan tilbyde de bedst tænkelige rammer for en god oplevelse, de forstår også at leve op til titlen som Danmarks bedste handelsby – til glæde for kunderne.
pm