Udvidelse af biblioteksbygning i Solrød
SOLRØD: Solrød Centret har fået et midlertidigt varemærke i form af en stor gul byggekran – men hvorfor er det nu, at den står der?
- Det er flere år siden, at det blev en kendsgerning, at restlevetiden for taget på Solrød bibliotek var ved at svinde ind. Set fra luften var tagfladen heller ikke noget kønt syn, da synlige ventilationskanaler dominerede tagfladen. Men et var æstetikken set fra fugleperspektiv, noget andet var den tanke om først at lægge et nyt tæt tag på, for efterfølgende at gennemhulle det for at føre nye ventilationskanaler igennem tagfladen. Det kræver ikke særlig stor byggefaglig indsigt for at se en sammenhæng mellem antallet af taggennemføringer og risikoen for senere utætheder i taget, siger Merete Pagter, Udviklings- og direktionskonsulent i Solrød kommune.
På den baggrund opstod tanken om at forsyne bygningen med en 1. sal. Der kunne skabes omkring 2.700 nye kvadratmeter centralt placeret i Solrød Centret og samtidigt gøre det muligt at begrænse taggennemføringer ved at føre ventilationskanaler under tag.
- Ideen opstod før finanskrisen, og man så dengang muligheder i eventuelt samarbejde med private investorer og udnytte arealet til f.eks. liberalt erhverv. Men efter finanskrisens komme blev der langt imellem investorerne og de tomme lejemål i centret vidner også om, at der ikke er mangel på den type arealer for tiden, siger Merete Pagter.
Det oprindelige behov for renovering af taget trængte sig for alvor på og der blev i budgettet for 2010 afsat et rådighedsbeløb til formålet.
Men da Indenrigsministeriet åbnede for en ekstraordinær lånepulje til anlægsinvesteringer i 2010, blev det gamle forslag hentet frem fra skuffen. Det var nu eller aldrig. I starten af 2010 besluttede Byrådet derfor at opføre en etage som råhus oven på den eksisterende biblioteksbygning.
Det betød, at der kun skulle etableres facader og tag. Investeringen i tag skulle til under alle omstændigheder, så for fortsat at bevare mulighed for at kunne inddrage det ekstra areal krævede det kun en merudgift til facader. Selve indretningen af arealet skulle afventer et konkret behov for at tage arealet i brug.
Da naboen - Solrød Gymnasium – stod med et behov for udvidelse har Solrød Kom-mune og Solrød Gymnasium fundet en fælles løsning, som betyder at den bygningsmæssige ”grænse” mellem Gymnasium og Bibliotek flytter sig.
Gymnasiet indtager allerede fra det kommende skoleår det areal, som tidligere husede bibliotekets administration og de offentlige mødelokaler.
Derfor bliver der nu taget hul på indretningen af 1. sal, hvor der indrettes nye mødelokaler, foruden faciliteter for bibliotekspersonalet. Biblioteket administration bliver i stueetagen og rykkes tættere på udlånslokalerne.
- Der er ikke taget stilling til anvendelse af det resterende areal på 1. sal, slutter Merete Pagter.
pm