Steamit damprenser bilen på Ro's Torv
3 liter bliver til 1.700 liter damp. Det bruger Abdel Taj til at rense biler i parkeringskælderen på Ro's torv - Både indvendigt og udvendigt
Det syder og fuser i den betongrå parkeringskælder under Ro's Torv. Abdel Taj sprøjter damp ud på en beskidt fælge af en bil og tørrer sommerregnens mudder af.
- Sådan. Så er den ren, smiler han.
Abdel Taj har nemlig åbnet en bilvask i parkeringskælderen under Ro's torv. Men i stedet for at bruge spande med vand, bruger hans folk 1.700 liter damp per bil. En såkaldt damprensning. Tre liter vand bliver fordampet til de mange liter damp, der har en temperatur på 170 grader. Når dampen sprøjtes ud falder temperaturen dog til en 30-40 grader, som passer til at vaske biler med.
- Vi har selvfølgelig gjort alt for at se, om vi kunne ødelægge laken og sæderne, men de tager ikke skade, siger Abdel Taj.
Han tilbyder nemlig også at støvsuge og damprense bilen indvendigt. Konceptet er afprøvet i Århus, hvor der i længere tid har været damprensning. Men Ro's torv er den første af sin art i Roskilde. Og her kombinere Abdel Taj sin erfaring fra eksklusiv bilpleje med den hurtige teknik i kælderen.
- Vi tænkte, at vi ville være der, hvor kunderne er. Så hvad kunne være bedre end et storcenter. Det tager cirka en time at rense bilen, så kunderne kan få det gjort, mens de shopper, siger han.
Da teknologien er forholdsvis ny i Danmark, har Teknologisk Institut besluttet sig for at undersøge den. De skal nemlig blåstemples, før Steamit kan reklamere for de samme fordele som producenten gør i USA og Sydkorea. For eksempel at teknologien er økologisk og klimavenlig, fordi der kun bruges økologisk voks og tre liter vand til rensningen af en hel bil. Men Abdel Taj er som en lille dreng juleaften allerede forelsket i sin dampmaskine.
- Jeg synes det er en genial maskine. Vi har bestilt nogle mobile enheder, så vi også kan tage ud til kunderne, siger Abdel Taj. Han leger også med idéen om at rense skibe og motorer i fjorden.