Ny vækst for byen og landet
Derfor ønsker borgmester Joy Mogensen et bredt budget-forlig - uanset udfaldet af folketingsvalget
- Uanset hvilken regering vælgerne giver magten efter 15. september, får kommunerne en stram økonomi, og den store opgave bliver at få ny vækst både i Roskilde og resten af landet. Sådan argumenterede borgmester Joy Mogensen for betydningen af et bredt budgetforlig om kommunens økonomi i 2012, da hun forelagde budgetoplægget fra et stort flertal på 30 ud af byrådets 31. medlemmer ved 1. behandlingen onsdag aften. - Hvis vi fortsat stå sammen og endelig vedtage et budget, bl.a. ved at komme hinanden i møde, vil vi sende et stærkt signal til borgerne i vores kommune. Nemlig at vi i fællesskab tager ansvar for Roskildes ve og vel.
Veldrevet kommune
- Roskilde er en veldrevet kommune med mange dygtige medarbejdere, og indbyggere tjener en god løn, så de betaler pænt i skat. Alligevel skal vi spare igen i år? - Forklaringen skal især findes i ydre omstændigheder, som hverken kommunens ansatte eller vi folkevalgte kan kontrollere. Ifølge borgmesteren skyldes Roskildes pressede økonomi to forhold: Den almindelige økonomiske afmatning i samfundet har bl.a. betydet, at kommunens indtægter fra ejendomsbeskatning er faldet mere end forudset. Samtidig er der kommet flere ældre og flere børn end ventet, og det betyder større udgifter, som kommunen ikke kan få refunderet nogen steder. - Den samlede regning for næste år lyder nu på over 80 mio. kr., fastslog Joy Mogensen. Hvis vi stadig skal have en sund kommune med solid service, kan vi ikke tage af kassen, men skal tværtimod sørge for, at der er flere penge, hvis vi i fremtiden løber ind i uforudsete udgifter eller svigtende indtægter. Derfor er hun op til 1. behandlingen blevet enig med et stort flertal - bestående af S, SF, V. K, DF og R - om at spare henimod 100 mio. kr. på det fremskrevne budget. Kun Enhedslisten er imod. - Jeg vil gerne kvittere overfor de andre partier for denne brede enighed. Vi har en fælles forståelse af situationens alvor - og langt hen af vejen også af, hvad der skal gøres, konkluderede borgmesteren, inden de enkelte partiers ordfører fik lejlighed til at markere deres synspunkter. tk