Handicap-ræs med Citroën
Når det i næste uge går løs med VM i paracykling bliver en del af deltagerne bakket af en flåde Citroën-biler. Bilmærket har stillet fem velegnede køretøjer til rådighed for arrangøren Dansk Handicap Idræts Forbund. Et par af de ryttere, der kan få glæde af bilerne er håndcyklisterne Anders Themsen og Connie Hansen. De kører begge i klassen H3, dog i hver sin kønsklasse. Da de begge bor tæt på VM-ruten, har de begge trænet på den mange gange. - Jeg kan efterhånden ruten udenad i søvne, siger Anders Themsen, der bor i Skibby. - Det her bliver stort, jeg var med til VM i Canada sidste år, men når det er hjemmebane er det noget helt andet. Den opfattelse kan Connie Hansen godt genkende. Hun bor ved Jørlunde, og har også haft muligheden for at teste ruten flere gange. - Jeg var også med i Canada sidste år, og det var spændende, men det kan slet ikke sammenlignes med dette års VM. - I år er der også langt flere deltagere i vores klasser, så der bliver større kamp om placeringerne, siger hun. VM i paracykling finder sted fra torsdag 8. til søndag 11. september. jp@roskildeavis.dk