Rishøj møder ubesejrede amagerkanere
FODBOLD: Rishøj Boldklub har fået en godkendt start på sæsonen i 2. Division Øst med fire point i tre kampe, og i denne weekend skal man forsøge at rykke lidt opad i tabellen.
Vejen til avancement går over en sejr i hjemmekampen mod B.1908, og det kan såmænd blive vanskeligt nok, for gæsterne er nemlig ubesejret hidtil i sæsonen.
Amagerklubben har fået en glimrende sæsonstart og er med i toppen, men måske fik selvtilliden et lille knæk, da holdet i denne uge røg ud af pokalturneringen efter et nederlag til FC Nordvest fra samme række.
Rishøj fik aflyst sin kamp i sidste weekend, da et heftigt regnvejr betød, at der ikke kunne spilles på SC Egedals baner i Ølstykke, da de lå under vand.
Derfor er Rishøj en kamp "bagud" i forhold til de øvrige hold, men med en sejr lørdag kan man faktisk spille sig i nærheden af toppen af rækken.
DBU har iøvrigt programsat den udsatte kamp mod SC Egedal - til tirsdag den 13. september kl. 19.00 i Ølstykke.
Rishøj-B1908, Rishøj Stadion. Lørdag den 3. september klokken 15.00.