Mand stak kniv i bildæk
27-årig mand anholdt for at true et vidne i en verserende voldssag hvor han selv er tiltalt
OPDATERET SØNDAG KLOKKEN 14.30... To mænds tilfældige møde lørdag eftermiddag ved Kanalkiosken i Gilleleje endte med, at Nordsjællands Politi senere kunne anholde en 27-årig mand fra Helsingør for at have truet et vidne i en verserende voldssag, oplyser vagtchef Ole Hestbæk.
Stak kniv i bildækket
Den 27-årige mand har tidligere været ude efter den 32-årige mandlige ejer af bilen, der fik punkteret dækket ved Kanalkiosken i Gilleleje, faktisk så meget at han er tiltalt for at begået vold mod den 32-årige.
Den verserende voldssag afgøres senere, men den 27-årige voldsmand fik med lørdagens dæk-hærværk dermed yderligere en sag på halsen for at true et vidne, oplyser vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Fremstilles i grundlovsforhør
Den 27-årige helsingoranske voldsmand fremstilles i skrivende stund i et nyt grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, hvor han står tiltalt for vidnetrusler efter straffelovens paragraf 123, fortæller Ole Hestbæk.
Om de to helsingoranske mænd mødtes helt tilfældigt lørdag ved 16-tiden i Gilleleje, er endnu ikke blevet fuldstændigt klarlagt.
Opdatering... Den 27-årige mand, der søndag klokken 11.30 blev fremstillet ved Retten i Lyngby for at have truet et vidne i en igangværende voldssag, blev under grundlovsforhøret varetægtsfængslet, oplyser vagtchef Ole Hestbæk.