Generel tilfredshed med Køge Delebil
Men kun halvdelen af medlemmerne udtrykte tilfredshed med Køge Delebils eksisterende biltyper og der er et stort ønske om en bil med plads til fire personer i den billigste prisklasse.
TRANSPORT: Bestyrelsen i Køge Delebil har i juni gennemført en stor medlemsundersøgelse for at få mere viden om medlemmerne, herunder medlemmernes erfaring og oplevelser med Køge Delebil.
Undersøgelsen blev gennemført som en rundringning til halvdelen af foreningens medlemmer i slutningen af juni måned og gav et godt billede af medlemmerne og hvad de lægger vægt på i forhold til Køge Delebil.
Medlemmerne har generelt en meget stor tilfredshed med Køge Delebil. 98 % af medlemmerne udtrykker stor tilfredshed med deres medlemsskab og alle ville anbefale Køge Delebil til andre. De typiske medlemmer er over 30 år, har børn og bruger cykel eller kollektiv trafik som primær transportform og delebil til besøg, indkøb, småture og erhvervskørsel.
Undersøgelsen viste at bilerne i praksis har en meget stor tilgængelighed og kan bookes selv med meget kort varsel. Det viste sig at medlemmerne i 94 % af bookingerne har adgang til delebil og i gennemsnit kun to gange i løbet af et år havde oplevet ikke at kunne booke en bil, hvilket svarer til et problem hver 17'ende gang. Dette understreger at man altid, med lidt planlægning og omtanke kan booke en delebil.
En langt overvejende del af medlemmerne har fået kendskab til Køge Delebil fra andre delebilsmedlemmer, hvilket understreger vigtigheden I at udbrede det gode budskab via mund-til-mund metoden.
- Medlemmerne i Køge Delebil valgte delebil fordi deres gamle bil blev for dyr eller fordi deres behov for egen bil forsvandt. 80 % af medlemmerne udtrykker tilfredshed med bilernes placering og generelt er der et stort ønske for at placere bilerne i nærheden af offentlig transport, fortæller Søren Gyring-Nielsen fra Køge Delebil.
Medlemmerne udgør et bredt udsnit af befolkningen med en erhversrettet eller akademisk uddannelse, og bor i både egenbolig og lejebolig med et indtægtsniveau jævnt fordelt over hele spekteret. Der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd som både er gift, samboende og singler.
- Kun halvdelen af medlemmerne udtrykte tilfredshed med Køge Delebils eksisterende biltyper og der er et stort ønske om en bil med plads til fire personer i den billigste prisklasse. Set i lyset af de mange børnefamilier giver dette meget mening og bestyrelsen arbejder videre med en justering af bilparken samt de øvrige gode foreslag som medlemmerne gav udtryk for i forbindelse med medlemsundersøgelsen, siger formand Julius Nielsen.
pm