To kvinder krænket i Køges gader
Politiet efterlyser vidner til de to hændelser som man har stærk mistanke til at der er forbindelse mellem.
KØGE: To kvinder i Køge blev mandag aften udsat for blufærdighedskrænkelse.
Kl. 21.45 blev en 21-årig kvinde fra Ringsted befølt på Jernbanegade i Køge. Kvinden kom gående på gaden, da en mand pludselig sprang frem og befamlede hende på hendes bukser. Kvinden skreg op og gerningsmanden løb fra stedet. Han stak af i retning mod Bjerggade.
Gerningsmanden beskrives af kvinden som udlænding, ca. 30 år, ca. 180 cm høj, kraftig, kort mørkt hår, briller, iført stribet poloshirt og mørke bukser.
Et par timer senere var den gal igen. Kl. 23.45 modtog politiet en anmeldelse om blufærdigshedskrænkelse, der havde fundet sted kl. 23.00 på Nørre Boulevard ud for kirkegården.
En 26-årig kvinde fra Køge gik ad Nørre Boulevard, da en mand på cykel kørte op på siden af kvinden og tog hende på bagdelen og på ryggen.
Gerningsmanden beskrives som arabisk af udseende, ca. 25 år, ca. 170-175 cm, almindelig af bygning kort sort hår, bar briller, iført en tætsiddende mørk jakke eller trøje.
Han cyklede på en cykel med Arla mælkekasse i grøn plastic bag på cyklen.
- Politiet har en meget stærk mistanke om, at der er forbindelse mellem aftenens to blufærdighedskrænkelser i Køge. Vidner, der ud fra signalementerne, kan komme med oplysninger, bedes kontakte lokalpolitiet i Køge på tlf. 114, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen – Greve.
Mandag formiddag kl. 08.39 skete et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen ved Greve, hvor en varebil blev klemt mellem to andre biler.
Uheldet førte ikke til personskader, men udover materielle skader var der store trafikale problemer mellem kl. 08.58 og kl. 10.15, hvor politiet måtte spærre to vognbaner.
Færdselsuheld – Herfølge.
Mandag eftermiddag kl. 13.48 skete et færdselsuheld på Vordingborgvej, hvor en personbil, der blev ført af en 23-årig mand fra Store-Heddinge, kørte om kap med en ukendt sort Mercedes.
Den 23-årige mistede herredømmet over bilen og påkørte en traktor bagfra. Traktoren blev ført af en 31-årig mand fra Vanløse.
Den 23-åriges bil ramte dernæst en lygtepæl og en bil, der blev ført af en 64-årig kvinde fra Herfølge.
Der skete stor materiel skade ved uheldet.
pm