Fodboldklubs barskab afdriblet efter indbrud
Efter et indbrud i Espergærde Fodboldklub mangler man både penge spiritus og is
Det var tilsyneladende nogle lynende hurtige indbrudstyve, der tirsdag skaffede sig adgang til Espergærde Fodboldklubs cafeteria på Gymnasievej 5 i Espergærde, oplyser Nordsjællands Politi torsdag til Lokalavisen.dk/Helsingør.
Ville ind: Brød gennem stålgitter
Trods det at gerningsmændene først måtte afliste et vindue og bryde gennem et blokerende stålgitter, tog det alligevel under 40 minutter for gerningsmændene at begå indbruddet.
Under indbruddet i fodboldklubbens cafeteria stjal tyvene 8-10 flasker spiritus, et endnu ikke opgjort antal is og sodavand, og brød et sikret værdskab op, hvorfra de snuppede et kontant beløb på omkring 6-8.000 kroner.
Indbruddet fandt sted tirsdag aften mellem klokken 22.30 og 23.09, oplyser Nordsjællands Politi torsdag.
Så du noget?
Hvis du var i nærheden af Gymnasievej tirsdag aften, og eventuelt lagde mærke til noget mistænkeligt, så er Nordsjællands Politi interesserede i at høre nærmere på telefon: 114.
Personlig henvendelse til nærmeste politi er dog også muligt.