Protestaktion for butikkernes fremtid
KØGE: Køge Handelsstandsforening opfordrer nu skriftligt alle Køge bys butiksindehavere og deres personale til at møde frem på Køge Torv tirsdag morgen og deltage i ”protestaktionen”, der skal vise handelslivets utilfredshed med det politiske system for så vidt angår manglende parkeringspladser, indførelsen af afgifter på gadestativer m.v.
- Vi opfordrer alle – butiksindehavere og personale – til at møde op ved Frederik den Syvende statuen kl. 08.30, så vi kan gå til rådhuset for at aflevere de mange indsamlede underskrifter fra utilfredse kunder og borgere kl. 08.40 før økonomiudvalgsmødet starter, lyder opfordringen fra Køge Handelsstandsforening.
- Det er en utrolig vigtig sag, som også gælder din forretnings fremtid. Derfor er det så vigtigt, at vi er en stor flok, der møder op og deltager i protesten over de skandaløse forhold, som politikerne byder handelen i Køge – Danmarks bedste handelsby, lyder det videre i "invitationen".
Politikerne skal ikke være i tvivl om, hvad vi mener, men vores protest vil være fredelig. I stedet for ukvemsord af forskellig art lader vi de mange underskrifter og det store fremmøde tale sit eget, helt klare sprog. Derfor er det så vigtig, at også du og dit personale møder op, siger aktivitetschef Søren Staf Hansen, Køge Handelsstandsforening.
Se også debatten på Handelsstandsforeningens Facebook-side www.facebook.com/gladparkering
Læs også artiklen ”Vi arbejder for parkeringspladser i Køge centrum” på www.koegehandel.dk.
pm