Affald skal tale til bilisterne
TRAFIK: Hvert år bruger Vejdirektoratet millioner på at holde statsvejene og rastepladser fri for affald. En kampagne sætter fokus på affaldet og bilisternes adfærd.
Cigaretskodder, papirposer og kaffetomme papkrus. Der er meget andet end græs at finde i de danske grøfter og på rastepladser.
Hvert år bruger Vejdirektoratet godt 22 millioner kroner på at samle ulovligt affald op langs de danske motorveje, hvilket vil sige affald, der f.eks. er smidt ud ad bilvinduet.
- Det er nemt at åbne vinduet og lade cigaretskoddet eller dåseøllen flyve ud i rabatten, når man forlader rastepladsen eller kører på motorvejen. Men de miljømæssige konsekvenser kan være store, lige som det også koster mange ressourcer at rydde affaldet op, lyder det fra Ghita Berg, afdelingsleder i Vejcenter Hovedstaden.
Her indsamlede vejmænd i 2010 ca. 940 tons affald. Det dækker både det ulovlige affald og det, der bliver smidt i skraldespandene, hvilket gør hovedstadsområdet til den del af Danmark, hvor Vejdirektoratet indsamler mest affald.
Kampagne for bedre vaner
For at sætte fokus på problemet, skyder Vejdirektoratet sammen organisationen Hold Danmark Rent og otte andre partnere kampagnen "Rene veje nu" i gang. Den skal få bilisterne til at tage deres affald med sig til nærmeste skraldespand eller med hjem i stedet for at smide det ud i naturen.
På 10 af Vejdirektoratets rastepladser og ca. 230 frakørselsramper vil bilisterne de næste tre uger blive mødt af skilte, hvor et papkrus taler til dem i en stor, rød taleboble.
- Det er især, når folk holder i kø eller kører langsomt på vej ud fra en rasteplads, at bilen bliver tømt for gamle kaffekopper eller slikpapir. Og det er grimt at se på, lige som det får en selvforstærkende effekt. Når der allerede ligger skrald, så er det tilladt at smide mere, siger Ghita Berg og nævner, at det også kan være en farlig arbejdsplads for alle de vejmænd, der samler skrald langs vejene.
- I stedet for at samle skrald, ville vi jo hellere bruge ressourcerne til f.eks. at vedligeholde rastepladserne, siger hun.
pm