Åbningsfest hos Optimisten
Naturbørnehaven Optimisten holder åbningsfest søndag den 4. september kl. 14.00.
KØGE: Naturbørnehaven Optimisten, Klemmenstrupvej 27 A i Køge overgår pr. 1. september til at være privat børnehave. Børnene i børnehaven, forældre og medarbejdere er alle utrolig glade for at vi nu langt om længe kan åbne dørene som privat børnehave og dermed sikre fremtiden for børnehaven.
- Det har været vigtigt for børnehaven at fortsætte de gode ting der er opbygget gennem de seneste 17 år. Der vil derfor fortsat være månedsplaner, daglige gå-ture til skov og mark og ugentlige gymnastik og rytmik ture til Boholtehallen. De månedlige busture og den årlige koloni vil også fortsætte, fortæller Christian Rosbæk, formand for forældrebestyrelsen.
Børn og pædagoger elsker det udendørs liv, der som en positiv sidegevinst giver sunde og raske børn. En væsentlig målsætning for det pædagogiske arbejde i Optimisten er at skabe forståelse og respekt for naturen. Børnene mærker årstidernes skiften og ser betydningen heraf. Der arbejdes med at kende dyrene omkring os og vi tager årligt på bondegårdstur og til Knuthenborg.
For at markere overgangen til privat børnehave holdes åbningsfest/åbent hus søndag den 4. september kl. 14.00.
- Det vil glæde os at se alle gamle børn, nuværende børn og kommende børn med forældre, søskende, bedsteforældre mv. Der vil være snobrødsbagning, lagkagespisning og en overraskelse til børnene, ligesom der vil kunne købes kaffe, kage, øl og vand, siger Christian Rosbæk.
Ønsker du at få dit barn i Optimisten har du muligheden for at møde op denne dag og møde personale, børn og forældre, ligesom du kan kontakte børnehaven på tlf. 5663 9215.
pm