Kvinde ville indløse falske checks for 40.000
Forex i Helsingør fik besøg af udenlandsk kunde der ville indløse en stak falske checks
En udenlandsk kvinde mødte mandag eftermiddag op i Forex på Jernbanevej i Helsingør, hvor hun gav den kvindelige ekspedient en stak Euro-checks til en samlet værdi af små 40.000 kroner, oplyser Nordsjællands Politi.
Personalet lod sig ikke narre
De 10 Euro-checks blev dog af kassedamen bag Forex-ruden hurtigt afsløret som værende falske, og hun bad derfor den udenlandske kvinde om at blive stående, mens ekspedienten tilkaldte Nordsjællands Politi.
Den udenlandske kvinde forstod i første omgang ikke helt, hvad ekspedienten i kassen bad hende om, og hun blev derfor pænt stående.
Kunden lugtede lunten
Det gik dog hurtigt op for den udenlandske kunde, at jorden formentlig var ved at brænde under fødderne på hende, og hun forsvandt derfor fra butikken, før patruljen fra Nordsjællands Politi nåede frem til Forex på Jernbanevej.
Nordsjællands Politi har dog en formodning om, hvem kvinden er, og sagen om det store check-falskneri efterforskes nu nærmere, oplyser vicepolitikommissær Lars Grud Sørensen tirsdag til Lokalavisen.dk/Helsingør.