Lørdags-Avisen flytter ind på Torvet i Køge
- vi starter vores 30 års fødselsdags-fest i telt på Køge Torv under festugen.
FØDSELSDAG: På torsdag den 1. september er det 30 år siden, Lørdags-Avisen åbnede sit første kontor på Torvet 11, hvor vi på 2. sal havde nogle dejlige år i forbindelse med opstarten af avisen.
Og selv om 30 år er sådan en lidt skæv fødselsdag – den er rund og alligevel ikke – så synes vi helt klart, at det er noget vi vil fejre sammen med vore mange læsere, annoncører og hele Køge by.
Den første avis kom på gaden allerede få dage efter åbningen, nemlig den 5. september, og lige siden er vor virksomhed vokset og vokset. Både sidetal, oplag og ikke mindst læsertallet er vokset i de forløbne år, så Lørdags-Avisen i dag ikke blot er Køges, men en af Danmarks mest læste lokalaviser.
Avisen er blevet suppleret med den ugentlige sektion "Bolig&Fritid – Motor&Job", samt det der nu er gået hen og blevet Danmarks største 14. dages avis for erhvervsledere: "ErhvervsAvisen-Sjælland". Vi har også fået vor egne netredaktioner, webafdeling og DTP-afdeling, samt ikke mindst vor store distributionsafdeling, som tæller næsten 400 medarbejdere og omdeler små 50 millioner tryksager om året, samt vore egne aviser.
Masser af gaver
I forbindelse med vores fødselsdag uddeler vi en masse gaver til både læsere og annoncører, lige som der vil være mulighed for at vinde et væld af præmier i forskellige fødselsdagskonkurrencer.
Teltet vil være der hele ugen – se åbningstiderne andet sted her på siden – og der vil hver dag blive uddelt fødselsdagsballoner og de efterhånden "verdensberømte" Lørdags-Avisen bolcher, til både små og store. På festugens Børnedag – tirsdag den 30. august – får vi endvidere besøg af en rigtig bolche-koger.
For avisens annoncører er der ugen igennem uddeling af "fødselsdags-is-lagkager" fra Wika i forbindelse med bestillingen af annoncerne til den store fødselsdags-avis, der udkommer den 24. september. Der vil også være mulighed for at vinde fodboldbilletter til Danmarks hjemmekampe mod Norge og Portugal, henholdsvis 6. september og 11.oktober, lige som man hver dag kan byde på fodboldbilletter, hvor overskuddet går til "Verdens Flygtninge" – Sydsudan-projektet, hvor Køge jo er udnævnt til dansk flygtningeby.
Det er både avisens salgsafdelinger og redaktion man kan møde i teltet, og vor webafdeling møder op med sjove konkurrencer, hvor der ved tilmelding til nyhedsbreve kan vindes rejsegavekort fra DTF-Travel, og der er en sjov fotokonkurrence, hvor læsernes stemningsbilleder fra festugen kan uploades direkte til vor facebookprofil på Lørdagsavisen.dk. Også her er der rejsegavekort fra DTF-Travel på højkant.
Har man et "Hip Hurra"-foto med op i teltet bliver det gratis indrykket i den lille standardudgave lørdag den 3.september (husk aflevering senest onsdag) og har man lyst til at gå på "jagt" i Køges butikker, så er der et væld af dem, der har udstillet Lørdags-Avisens Fødselsdagslogo. Find blot 5 af dem, så er man med i de daglige konkurrencer om at vinde et gavekort til XL Byg på ikke mindre end kr. 1.000,- Og husk, der bliver udtrukket en vinder hver dag, fra mandag til og med lørdag 3. september.
Hele Lørdags-Avisens fødselsdagsfest på Torvet kulminerer lørdag den 3. september, hvor vi fra ca. kl. 12.00 uddeler op mod 1000 stykker gratis lagkage til alle så længe lager haves, sammen med en kop frisklavet kaffe fra Cafax. Det er Nicolais Bageri, Hammershus Bageri, Guldbageren i Wika, samt Madam Eclair, der er gået sammen om at levere de mange stykker lagkage.
Budene med venner fester i Køge Hallen
Fødselsdagsfesten slutter lørdag aften med et brag af et arrangement i Køge Hallen for vores 400 avisbude.
Den populære sanger, Xander, står for den musikalske del af underholdningen, og magiker Henrik Svanekiær leverer et fantastisk trylleshow. Programmet fuldendes af en af de bedste stand-up-komikere, Christian Fuhlendorff. Derudover er der præmielodtrækning for næsten 10.000 kr., hvor hovedpræmien er en iPad!
Som prikken over i'et får alle bude lov til at tage en ven med til aftenen.
Lørdags-Avisens 30 års fødselsdag vil blive markeret resten af året med forskellige arrangementer for både læsere og annoncører – mere om det i de kommende uger og måneder.