Flemming futter for fuld damp
Venstres folketingsmedlem i Roskilde lover flere tog - med trækkraft af trafikministeren
Venstres nuværende folketingsmedlem i Roskilde, Flemming 'Fut' Damgaard Larsen, der har fået sit tilnavn, fordi han går så meget op i togtrafikken til og fra byen, fik onsdag ekstra trækkraft af partifællens, trafikminister Hans Chr. Schmidt. Denne ankom i ministerbil til stationen for at støtte ideen om bedre kollektiv trafik og roste Damgaards ihærdige indsats som trafikordfører. Som bekendt har et flertal i Folketinget - uden Damgaards stemme - vedtaget, at hovedjernbanelinjen i Danmark fra 2018 skal gå forbi Kemisk Værk i Køge og ikke gennem Roskilde. - Derfor vil jeg nu arbejde for, at der i fremtiden stadig er ic-tog og som noget nyt også lyntog, der stopper her, siger Flemming Damgaard. Når de både kan køre over Køge og Roskilde, er der jo bedre tid og plads til, at de kan standse hos os. - Dernæst må vi også bruge den forøgede kapacitet til at få flere tog fra Roskilde mod København, så pendlerne ikke mere skal stop op i overfyldte vogne i myldretiden.
Plads i København
Hidtil har Københavns Hovedbanegård været en en hindring, fordi der ikke var plads til flere tog ved perronerne. Med en ny linje over Køge bliver det problem ikke mindre. Men her tror Flemming Damgaard også på en løsning ved at sende alle S-togene ind til to perroner - fremfor som nu til fire. - Roskilde er i dag den station udenfor København med flest rejsende. Det er den tredjestørste i landet, efter Nørreport og Hovedbanegården. Derfor skal vi sørge for en bedre betjening til de mange passagerer herfra, lover Venstre-kanidaten. Hans Chr. Schmidt fremhævede Damgaards indsats for at ændre beslutningsgangen, når de store afgørelser om trafikken i Danmark skal træffes. - Tidligere var det først eksperterne, der kom med et forslag. Nu spørger vi brugerne, inden planerne udarbejdes i detaljer, sagde Schmidt, som også garanterede aldrig mere at købe noget, der bare minder om IC4-tog. tk