Vor Frue Skole er lukningstruet
Bestyrelsesformand på Vor Frue skole Else Marie Jensen er bange for, at den lille skole endnu engang er lukningstruet inden for få år. - Jeg hører muren i krogene og frygter det værste for vores lille skole, blandt andet, at nogle partier skifter mening fra nej til lukning til et ja, siger hun. Årsagen til frygten er, at Ingelise Hansen fra Det Radikale Venstre og medlem af Skole- og Børneudvalget har foreslået, at man sparer skolen væk og flytter eleverne hen på Østervangsskolen og Vindinge Skole, fordi der skal spares i budgettet på Skole- og Børneområdet. - Jeg ved, det er et meget ømtåleligt emne at foreslå at lukke en skole, og jeg ved, jeg bliver meget upopulær, men vi er tvunget til at spare rigtig meget på dette område. Og jeg synes, det her er den rigtige løsning, siger Ingelise Hansen. Hun forklarer, at ved at lukke skolen undgår man, at besparelserne går så meget ud over de andre skoler i kommunen. Ved at lukke skolen sparer kommunen mellem fire og fem millioner kroner, forklarer den Radikale politiker. Det er Else Marie Nielsen ikke enig i. Hun mener, at der for det første skal bygges nye skoleveje, som er meget dyre, hvis man lukker skolen, da vejen mellem hvor Frue og Vindinge er meget smal og meget befærdet.
Går ud over uddannelse
Else Marie Nielsen frygter, at en lukning vil gå ud over de svage elever på skolen og ud over elevernes uddannelse. - Undersøgelser viser, at når børn bliver taget ud af deres nærmiljø for at gå i skole et andet sted, så bliver de fagligt dårligere og læser ikke videre, siger hun. Hun fortsætter med at forklare: - Mange forældre lader deres børn gå på skolen, fordi børnene har brug for at gå i en lille klasse. Ellers ville de måske gå i specialklasse. Det vil være meget dyrere for kommunen, siger Else Marie Nielsen. Hun mener ikke, at Ingelise Hansens tal holder.
Modstand mod lukning
Formand for Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard fortæller, at han er imod at lukke skolen, da han blandt andet mener, at man snart får meget brug for den på grund af høje børnetal. Ingelise Hansen forklarer, at hun ikke tror på tallene, der viser, at børnetallet snart stiger meget. Næstformand i Skole- og Børneudvalget Peter Madsen fra Venstre vil heller ikke lukke skolen, til gengæld så han gerne, at skolen havde fælles ledelse med Østervangsskolen, da eleverne fra og med 7. klasse alligevel rykker hen på denne skole. Else Marie Nielsen og flere fra Vor Frue Skole møder op og viser deres utilfredshed på Byrådsmødet onsdag i denne uge. Roskilde Avis har ikke kunnet få fat i de socialdemokratiske medlemmer af udvalget. ag@roskildeavis.dk