Høstmarked i Geografisk Have
Markedet omfatter cirka 40 stande med frugt, planter, marmelader og haveredskaber.
Er du til tulipaner eller træer, honning eller hosta, orangeri eller orkideer? Så tag i Geografisk Have søndag 4. september, hvor Geografisk Haves Venner, Kolding Havekreds og Geografisk Have står sammen om at afholde Høstmarked fra klokken 10.00 til klokken 17.00. Dagen igennem kan man opleve Japan og Rosarium fra hesteryg, når heste fra Hammelev Rideklub kommer på besøg, man kan deltage i workshops om æblemost, vin og øl på Væksthustorvet, se de mest vidunderlige blomsterkort og fordybe sig i have- og plantebøger. Samtidig er der mulighed for at besøge de henved 40 forskellige stande med et bredt udvalg af tilbud, som naturligvis bærer præg af årstidens høst af frugter og grøntsager. Der vil imidlertid også være mange forskellige plantegrupper repræsenteret som eksempelvis stauder, rhododendron, krydderurter, græsser og alpine planter. Desuden vil der være stande med haveredskaber og –maskiner og naturligvis noget sødt til ganen, som marmelader, brændte mandler og bolsjer.