Jeg må løbe smørret væk
Adam Price til sundhedsdebat på Hestetorvet:
- Når smørret kommer ind, må det det ud igen gennem motion, forklarede Adam Price, da han på Sundhedsdagen var hovedtaler i Region Sjællands Debattelt om sundhed på Hestetorvet.
Mens regnen styrtede ned udenfor, var op mod 100 mennesker søgt indenfor for at høre på den kendte madanmelder og tv-kok, som indledte diskussionen sammen med overlæge i ernæring Søren Toubro.
Desuden deltog fem politikere i et panel også i diskussionen:
Adam Price fortalte om sin baggrund som anmelder af restauranter gennem 15 år på Politiken, hvor han nu er stoppet, fordi han har åbnet sin egen restaurant sammen med storbror James, og derfor er blevet inhabil på avisen.
- Nogle vil synes, det er et drømmejob. Men der har også været tidspunkter, hvor jeg har haft mere lyst til at anmelde dem til politiet.
Anmeldelser til politiet
Adam og hans bror er vokset op i et hjem, hvor mad spillede en stor rolle. Faderen John, havde været balletdanser, men blev senere køkken-skribent for gastronomiske blade. Hans mor Birgitte havde haft rollen som Søs i ’Far til 4’, hvor hun altid kom fra køkkenet og havde lavet mad.
- Men i virkeligheden kunne hun slet ikke lave de mest enkle retter, forklarede Adam Price.
Kæledyret blev kogt.
Adam husker endnu, hvordan et af hans kære kæledyr mistede livet på gastronomiens alter hos hans hårdkogte far.
- Jeg har været 3-4 år, og han skulle lave en anmeldelse om kogte hummere, så de mørkeblå dyr kravlede rundt på vores køkkengulv. Jeg forelskede mig i en hun med rogn, og døbte den Helene.
- Så har min far syntes, jeg trængte til en lektion om, hvordan dyr indgår i naturens kredsløb. Jeg blev sat op på køkkenbordet, og så kom Helene ned i en gryde kogende vand.
- I løbet af få øjeblikke var den blevet helt rød, og jeg ved ikke, om det er et varsel om næste valg, forklarede Price under almindelig latter i teltet.
Madanmelderen harcelerede i øvrigt over tendensen til, at alle produkter skal være ’light’:
- Hvis man propper sig med ’ligth’ drikkevarer og produkter, er man lige vidt. Det eneste som hjælper, er at spise mindre og bedre samt bevæger sig mere.
Usikre faktorer
Overlæge Søren Toubro fastslog i sit indlæg, at videnskaben endnu ikke har helt styr på, hvilke faktorer der får folk til at leve længere.
- Undersøgelser tyder f.eks. på, at det ikke hjælper at sætte forbruget af cigaretter ned fra 20 til 2 om dagen. Man skal holde helt op, og så er man tilbage på samme niveau som tidligere efter 10 år. Men motion hjælper, hvis man f.eks. går en time om dagen.