Sammen om Danmark
De nyeste tal viser, at arbejdsløshedskøen vokser. Det kan vi ikke leve med. Socialdemokratiet har derfor fremlagt en ambitiøs vækstpolitik med fokus på uddannelse og forskning, der skaber arbejdspladser og giver Danmark noget at leve af fremover.
Her og nu vil Socialdemokratiet fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. til renovering af skoler, plejehjem, kloakker, veje mm. Vi vil desuden give skattekreditter til nye og hurtigt voksende virksomheder samt give virksomhederne mulighed for at straksafskrive alle investeringer i maskiner i 2012. På den måde vil produktiviteten og effektiviteten stige, og virksomhederne kan ansætte flere.
Samtidig vil vi skrue voldsomt op for efter- og videreuddannelse. Det betyder blandt andet, at 40.000 ufaglærte skal have en uddannelse i de kommende år. Derudover vil vi tilbageføre ”Genopretningspakkens” besparelser på uddannelse og forskning.
Det er en anden vej, end den, regeringen ønsker at gå. Men det er en fremtidssikret vej.
Lørdag gav Danske Bank sin vurdering af Socialdemokraternes økonomiske plan for at komme ud af krisen – og vurderingen var, at økonomien på ingen måde ender i græske tilstande med rød plan. Præcis som Socialdemokraterne hele tiden har sagt, stik imod finansminister Claus Hjorts evindelige skræmmekampagne.