Valgkamp med baby på armen
Det koldingensiske folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen, er blevet mor til en lille pige.
Det koldingensiske folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen, er blevet mor til en pige. Det er ensbetydende med, at hun må have lille Clara med på armen, når de kommende uger skal ud i valgkamp. Hun havde ellers håbet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ville holde fingrene i ro, så han ikke trykker på valgknappen lige med det første, men det ønske blev ikke opfyldt. Fredag blev der udskrevet valg til den 15. september. - For mig er det det værst tænkelige scenarie, at jeg skal i valgkamp med en fjorten dage gammel baby, siger Karina Lorentzen, der er den syvende SF’er i Folketinget, der siden sidste valg for næsten fire år siden har fået barn. - Jeg synes, at SF er et meget rummeligt parti, hvor børn og politik sagtens kan kombineres, men jeg må indrømme, at valgkampen lige nu godt kan tage pippet fra mig. Jeg synes, det er et stort ansvar at blive forælder, og det er både hårdt og fantastisk på én gang at få ansvaret for sådan et lille væsen. Det gode er, at jeg ved, at andre før mig har klaret det, så det gør jeg nok også. Jeg vil prøve at passe både valgkamp og baby så godt, som jeg kan, og det hjælper at have frivillige, en god partiforening og en støttende familie i ryggen, lyder det koldingensiske folketingsmedlem. Karina Lorentzen tilføjer, at den lykkelige begivenhed har fået tilkendegivelserne til at strømme ind til den lille familie, der er bosiddende i Seest. Hun er overrasket over, hvor mange, der har ønsket tillykke på facebook. - Det har været så overvældende og rørende, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg tror først nu, jeg forstår, hvor stort det er at få et barn, kommer det med glæde i stemmen fra Clara mor.