GODDAG OG FARVEL HOS SCHENKER A/S
Med mere end 30 års erfaring fra både ind- og udland er det én af branchens mest garvede topfolk, der sætter sig i Schenker A/S¿ direktørstol. Henrik Dam Larsen har en baggrund som shipbroker og kommer fra en stilling som General Manager i Blue Water Shipping A/S men har også beklædt ledende stillinger i bl.a. Cap Gemini/Ernst & Young, INTTRA og DFDS. Efter 30 år siger Schenker A/S farvel til Bjarne Steffensen, der startede i Nordisk Bilspedition A/S (som Schenker A/S hed dengang) i 1981. Siden har virksomheden fusioneret og skiftet navn flere gange, i 2003 til Schenker A/S, som vi kender det i dag. I anledning af direktørskiftet afholdes der en GODDAG- og FARVEL-RECEPTION den 1. september kl. 13-15 hos Schenker A/S, Helseholmen 31-39.