Børn rustes til at klare sig i trafikken
Cykelbane indviet på Gemsevejens Børnehus i Ejby.
EJBY: Forældrebestyrelsen i Gemsevejens Børnehus søgte i marts måned Trygfonden om 231.000 kr til etablering af en cykelbane og de blev bevilliget i juni måned.
- Vi ville gerne have etableret denne cykelbane så børnehavebørnene ville få bedre mulighed for at lære og øve sig på trafiksikkerhed. Da Gemsevejens Børnehus har et godt samarbejde med de to andre børnehaver i byen, Vestergården og Fogedgården var det oplagt at de også skulle få glæden af cykelbanen, siger Sandra Williams fra Gemsevejens Børnehave i Ejby.
Det er derfor aftalt med lokalbetjent Claus Oster fra Borup at han skulle komme og undervise børnene i trafiksikkerhed på cykel i det kommende efterår.
- Det vil være de børn fra de 3 instituationer i Ejby som skal starte i SFO til april som skal deltage. Vi håber at det gør børnene bedre rustet til at bevæge sig sikkert rundt på cykel i Ejby da byen har tradition for at mange børn cykler til og fra skole, også helt ned i de lave klassetrin. Vi er overbeviste om at børn og forældre vil få stor glæde af cykelbanen rigtig mange år fremover, siger Sandra Williams.
pm