Who Dresses Who åbner i flotte nye omgivelser
De Pokkers Unger er blevet til Who Dresses Who og genåbner i nyrenoverede lokaler den 1. september.
GENÅBNING: Efter en måneds tid bag nedrullede gardiner er Francoise Clement nu klar til at genåbne sin børnetøjsforretning i Køge. Den hed tidligere "De Pokkers Unger", men fra genåbningen den 1. september er navnet Who Dresses Who.
Udvalget er dog uændret, bortset fra at hun har føjet Stella McCartney til listen over mærker, der føres i butikken. Til gengæld er butikslokalerne igennem den seneste tid blevet totalrenoveret, så Francoise Clement fremover kan byde kunderne velkommen i nye, flotte omgivelser.
- Efter 10 år med De Pokkers Unger havde jeg faktisk jubilæum den 23. august.
Så må vi se, hvad der sker om 10 år, siger hun med et smil om de omfattende ændringer i butikken samt navneændringen, som skal gøre forretningens navn lettere at forstå i udlandet.
Både De Pokkers Unger og fremover Who Dresses Who har altid budt på de bedste internationale mærker i lokalerne i Nørregade 35.