Damgaard på Ro’s Torv
Roskildes lokale folketingsmedlem og forbrugerordfører for Venstre Flemming Damgaard Larsen mødte i sidste uge en del af Roskildes detailhandel. Det skete da han var på besøg på Ro’s Torv. Besøget skete i samarbejde med Dansk Erhverv. Formålet med besøget var at få et større indblik i detailhandlens udfordringer og i deres indsats for at sikre gode forbrugerforhold og tilfredse kunder.
- Det har været en yderst informativ dag, hvor jeg har fået et meget bedre billede af, hvor de konkrete udfordringer ligger gemt for detailhandlen, siger forbrugerordfører Flemming Damgaard Larsen.
- Det er vigtigt ikke kun at belyse forbrugernes udfordringer, men også virksomhedernes. De gode og trygge forhold skal gå begge veje. Det giver den største tillid og vil styrke både forbrugerne og de seriøse virksomheder.
Klare regler
Venstres forbrugerordfører Flemming Damgaard Larsen glæder sig over initiativet med Dansk Erhverv, men også over at der er et fælles fokus på større gennemsigtighed fra både detailhandlen og forbrugersiden. Det var butikker som Müllers Guldsmedje, Matas og Fona, som fik besøg og som greb muligheden til at præsenterer Roskildes lokale folketingsmedlem og forbrugerordfører for de udfordringer, de møder i det daglige.
- Langt de fleste virksomheder er seriøse og arbejder målrettet for at skabe gode forhold for deres kunder. Det er positivt og er med til at skabe tillid. Men netop fordi vi har så mange gode og seriøse virksomheder, der tager deres del af ansvaret, skal vi også lytte til dem og tage deres ufordringer alvorligt, siger forbrugerordfører Flemming Damgaard Larsen.
- Dialog er en god måde til at få indblik i de udfordringer f.eks. detailhandlen står overfor. Vi må ikke glemme, at det ikke kun er forbrugerne der udsættes for urimeligheder.
- Det er nogle af disse urimeligheder, vi skal til livs. Forbrugerreglerne skal gavne forbrugerne, men samtidig give virksomhederne nogle klare spilleregler, de kan holde sig til og skabe en fair konkurrence mellem virksomhederne, siger Flemming Damgaard Larsen.