Hundredevis af heste på vej til stævne i Hinnerup
For første gang skal der afholdes distriktsstævne på Hinnerup Ridecenter
Der er garanti for drama og spænding, når 300 unge ryttere under 16 år den 17. og 18. september dukker op på Møllevej 7 a i Hinnerup, hvor ridecentret holder til i smukke omgivelser.
"Det er det største stævne, vi har arrangeret, så det bliver en udfordring. Men den skal vi nok løse," siger Lars Grill, der sidder i marketingsudvalget for Hinnerup Ridecenter.
De 50 heste, der i dag har fast boks i ridecentret, får så besøg af yderligere 300 heste. Mange af dem har selv en hestetrailer med, hvor de kan stå om natten. Enkelte lejer sig ind i en boks på centret, hvor den fast pensionær så får lov at komme på græs.
Selve springstævnet afvikles udendørs tæt på skoven, hvor Lars Grill garanterer en rigtig god oplevelse.
"Der er fart over feltet, drama og spænding, for de rider jo på tid. De unge rider på ponyer, og dem er der virkelig gang i," siger Lars Grill, der gerne ser tilskuere møde op. Der er gratis adgang, og ridecentrets cafe vil diske op med sund mad i weekenden.
"Men vi har da fortsat nogle ledige sponsorater. Hvis man kunne tænke sig at lægge navn til nogle af pengepræmierne eller til hele stævnet, er man velkommen til at kontakte mig," siger Lars Grill.