Udsatte børn skal hjælpes af de nærmeste
Nære netværk skal hjælpe udsatte børn i Roskilde. Roskilde er valgt som den ene af tre kommuner, der skal afprøve mulighederne for, at udsatte børn og unge kan få støtte i netværksplejefamilie.
Forskning dokumenterer nemlig, at der giver god effekt, at det er nærmeste familie som for eksempel bedsteforældre, personer i forældrenes eller barnets vennekreds eller en lærer eller pædagog, barnet kender, der går ind og aflaster, hvis mor og far ikke helt magter forældreopgaven.
Ud af i alt 76 aflastningsforløb for børn i Roskilde Kommune var der i juli i år faktisk kun brugt netværksplejefamilier i to af sagerne.
Projektet skal samtidig udvikle nye metoder til at få startet aflastningsforhold i netværksplejefamilier.
Mange børn skal aflastes
- I Roskilde Kommune har vi mange børn, som har behov for en aflastningsfamilie, blandt andet fordi deres forældre ikke magter at give dem den nødvendige omsorg.
Med en netværksplejefamilie bliver barnet ikke hevet helt ud af sit lokale område, sit daglige liv og de mennesker, barnet kender.
Tværtimod er det mennesker, barnet er trygt ved, der går ind og deltager i forældrerollen, og det tror jeg vil være rigtig godt, siger Morten Gjerskov formand for Forebyggelses- og Omsorgsudvalget.
Netværksplejefamilien vil samtidig give svar på et af dilemmaerne i den traditionelle aflastning i plejefamilier. Det drejer sig om, hvordan barn og plejefamilie holder forbindelsen, når aflastningen ophører.
- Vores vision er, at aflastningen kan være med til at sikre, at barnet kan bære det gode forhold til sin netværksplejefamilie med sig ind i voksenlivet. Det er jo oplagt, når det er farmor og farfar, men der er også gode muligheder for det, hvis det er mors venner eller barnets klasselærer, siger Morten Gjerskov.
ag