Kan tinnitus afhjælpes med høreapparater?
Foredrag og demonstration i Høreforeningen
Foredrag og demonstration af høreapparater ved Pia Lund torsdag den 1. september klokken 19, hvor Høreforeningen i Hvidovre har lånt Lille Frihedens Aktivitetscenter. Pia Lund, som er audiologisk salgskonsulent i firmaet Widex DK A/S, har været i høreapparat-branchen siden 1990 med en baggrund som uddannet audiolog. Pia vil fortælle om Widex produkter og den seneste udvikling indenfor fremstilling af høreapparater. Høreforeningen har haft flere foredragsholdere ude, som har fortalt om tinnitus og hvordan man skal lære at ignorere denne plage, idet der ikke kan gribes ind med andet end psykologi. Nu er vi spændte på, om der virkelig er alternativer i form af høreapparater? Vi er mange som er ret frustrerede over denne magtesløshed, siger formanden Niels Jensen-Storch. - Det er mere oplagt, at anskaffelse af et høreapparat kan hjælpe resten af familien. Nedsat hørelse er en plage for den der har det; men så sandelig også for de mennesker, som skal kommunikere med en. Måske Pia også her har flere nye overraskelser til os? Medlemsmødet finder sted torsdag 1. september klokken 19.00 til 21.00 i Lille Frihedens aktivitetscenter. Foreningen bruger teleslynge og højttaleranlæg og skrivetolke. Der vil være kaffe, te og brød. Arrangementet koster 20 kroner. Yderligere information på hjemmesiden - hoereforeningen.dk, klik på landkortet og find Hvidovre Lokalafdeling i listen, der kommer frem. Mobiltelefon 20 53 85 50. - Gæster er velkomne. Vi glæder os til at se jer, slutter formanden Niels Jensen-Storch.