SF vil have flere økologiske madvarer
- Det giver ingen mening at flyve en økologisk tomat til Hvidovre fra den anden side af Jorden...
SF foreslår, at der kommer mere økologisk mad i kommunens institutioner og kantiner. Hvidovre har, som størstedelen af landets andre kommuner, ingen målsætning i forhold til økologi - og dette på trods af, at Fødevarestyrelsen anbefaler en målsætning på minimum 30 procent økologi i den offentlige bespisning. SF ønsker, at Hvidovre Kommune får nogle klare og ambitiøse målsætninger i forhold til økologi og foreslår nu at gribe chancen, idet Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening tilbyder gratis at rådgive kommuner, der vil arbejde hen imod en målsætning om mere økologi. I første omgang skal Hvidovre mindst op på Fødevarestyrelsens minimumsanbefaling på 30 procent økologi. Forslaget, som stilles i fællesskab med Socialdemokraterne, går i al sin enkelhed ud på at få kommunen til at kontakte Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening, med henblik på at få udarbejdet et forslag om en målsætning og konkret handlingsplan for at indføre mere økologi i Hvidovre kommunes indkøb af fødevarer. Sundere mad - Vi mener, at Hvidovre kommune bør tage hensyn til miljøet og klimaet på alle områder og en målsætning om at bruge flere og flere økologiske madvarer er for os en helt naturlig del af hensynet til vores miljø, siger Katrine Høybye Frederiksen... - Erfaringer viser, at det kan lade sig gøre at omlægge en stor del af madindkøbene til økologi uden at det nødvendigvis kommer til at koste mere - og en sidegevinst har endda i mange tilfælde vist sig at være, at kantiner med fokus på økologi ofte tilbyder mad, som overordnet er sundere end den der tilbydes i mange ¿almindelige kantiner¿, supplerer Anders Wolf Andresen... SF håber, at der bliver taget godt imod deres forslag og regner med at ét af punkterne i en handlingsplan for mere økologi vil være efteruddannelse af relevante medarbejdere, som skal arbejde med i højere grad at bruge årstidens grøntsager, have stor fokus på at undgå madspild og måske fremover opprioritere grøntsags- og fiskeretter. Dette vil både reducere transport - altså forurening - spild og omkostninger. - Økologi er vigtig for natur og miljø og det behøver ikke koste mere med en målsætning på 30 procent økologi. De økologiske varer skal selvfølgelig være produceret så lokalt som muligt, da det ikke giver mening, at flyve en økologisk tomat til Hvidovre fra den anden side af Jorden, siger Katrine Høybye Frederiksen... - Mange borgere køber i stigende grad økologisk og de vil også forvente, at kommunen tager ansvar for miljøet og fremtiden. Den forventning og det ansvar ønsker vi at leve op til her i Hvidovre, slutter Anders Wolf Andresen...