Skybrud gav vandskader på 70 kommunale adresser
Finansiering af skadeudgifterne er endnu ikke helt på plads
Skaderne var først og fremmest en følge af opstigende spildevand i afløbssystemerne samt indtrængen af overfladevand gennem døre og kældervinduer. Der blev fra kommunens side straks iværksat foranstaltninger til skadebegrænsning - altså til udpumpning af vand, oprydning, tørring og rengøring. Skybruddet var igen i går på økonomiudvalgets dagsorden. Helt konkret er man nu nået til det egentlige renoverings- og erstatningsarbejde. Ekstra udgifter De omkring 70 skader på såvel løsøre som bygninger varierer meget i omfang og konsekvens. Det fremgår af oplægget til økonomiudvalget, at det endnu ikke er muligt at give et sagligt, forsvarligt bud på den samlede skadeudgift på nuværende tidspunkt. Således spænder skaderne lige fra erstatning af mindre løsøregenstande, til udskiftning af gulvet i idrætshallen på Sønderkærskolen og der arbejdes derfor i øjeblikket stadigvæk på at få det fulde overblik over de kommende skadesudbetalinger og -udbedringer. Overordnet gælder, at der er fokus på at den daglige drift skal fungere samt at institutionerne skal holdes skadesløse for de opståede skader. Set i lyset af kommunens økonomiske situation vil forvaltningen - i første omgang - søge at finansiere skaderne inden for de eksisterende budgetrammer. Her tænkes primært på den afsatte forsikringspulje og puljerne til bygningsvedligeholdelse, således at der er bevillingsmæssig dækning for at påbegynde arbejdet med skadesudbedringerne. Dette kan dog komme til at betyde, at allerede planlagte tiltag måske bliver udskudt, eller at der kan opstå et budgetmæssigt merforbrug. Forvaltningen vil så snart der foreligger et overblik over de samlede udgifter til skadesudbedringer orientere politikerne og komme med forslag til finansiering af eventuelle budgetoverskridelser som følge af skybruddet den 2. juli.