Bygma sætter fokus på miljørigtige brændeovne
Udviklingen af nye brændeovne, hvoraf mange er svanemærkede, har halveret partikeludledningen fra brændeovne.
Torsdag aften afviklede byggemarkedet Bygma i Kolding et arrangement med fokus på miljø og alternative fyringsformer, hvor ikke mindst træfyring og brændeovne var omdrejningspunktet. Skulle man have misset det, er der imidlertid stadig relevant information at hente samme sted, hvis man fyrer med brænde eller går med tanker om at investere i en moderne brændeovn. - Vi har indrettet en udstilling med de nyeste modeller af brændeovne, hvor folk kan finde inspiration, og hvor vi selvfølgelig hjælper med al den rådgivning, der er behov for, fortæller Morten Jakobsen, souschef hos Bygma. Ifølge DAPO, Danske Producenter af Pejse og Brændeovne, er partikeludslippet fra brændeovne halveret i årene fra 2002 til 2008 og ikke nok med det: det er stadig faldende. Det skyldes i høj grad udviklingen af nye typer brændeovne, hvoraf flere og flere er svanemærkede som dokumentation for, at produkterne lever op til specifikke miljøkrav. DAPO pointerer endvidere, at brændefyring er CO2-neutral, da forbrændingen udleder samme mængde CO2, som træerne optager under væksten. Det forudsætter dog, at brændet er tørt, når det bliver lagt i brændeovnen, så det ikke soder og sender ildelugtende røg ud gennem skorstenen. Det problem har Bygma forsøgt at imødekomme ved ligeledes at satse på brænde af god kvalitet.
Petroleumsovne
Udstillingen hos Bygma har dog ikke udelukkende fokus på brændeovne. Nye modeller af petroleumsovne, der i større og større udstrækning afløser de traditionelle gasovne, kan også opleves. Petroleum lugter ikke så meget som gas, når det brændes af, og det udleder ikke de samme fugtige dampe, fortæller souschef Morten Jakobsen. I udstillingen kan man også kigge nærmere på skorstene, aircondition og varmepumper samt selvfølgelig alt i tilbehør til ikke mindst brændeovne.