Harmonisk helhed og "Et lille stykke luftpost"
Hvidovre Kunstforening starter sæsonen med god kunst og underholdning
Der lægges ud med kaffe og småkager, hvorefter kunstneren Hanne Salomon fortæller om sine værker, og medlemmerne udvælger et billede for senere udlodning.
Hanne Salomons værker udstilles i øjeblikket og frem til den 9. september i Bibliotekscafeen og hallen i Medborgerhuset. Kunstnerens værker er blandt andet emaljer på stål, collager og spændende små figurer i træ, emalje og stål. Hendes motiver er baseret på naturen, og udtryksformen er geometrisk konkret. Hanne Salomon er uddannet i København og i Italien.
Åbent møde med underholdning
Det er lykkedes foreningen at få højskolelærer på Marielyst Højskole, Kåre Lind til at komme og underholde ved det åbne møde, hvor alle Hvidovreborgere er velkomne.
Kl. 20.00 går Kåre Lind på scenen med "Et lille stykke luftpost", og det bliver en aften hvor han tegner ganske frit, fortæller og spiller fløjte, og indimellem kan der synges.
- Humoren vil også spille ind, så vi håber mange møder op, det bliver ikke kedeligt, lover Hans-Henrik Justesen, formand for foreningen.