Ansvar giver indflydelse
Venstres nye leder satser på at blive i forhandlingerne om Roskildes budget for næste år
- Vi søger indflydelse og er klar til at tage ansvar, hvis der også bliver taget hensyn til vore synspunkter, siger den nye leder for Venstre ? og dermed den borgerlige opposition ? i Roskilde Byråd, Bent Jørgensen.
Sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative endte Venstre sidste år udenfor, da S-SF-R alene vedtog budgettet for 2011. Men i år skal det blive anderledes, så den samlede opposition var på det sidste møde i det centrale Økonomiudvalg med til at beslutte en samlet ramme på mindst 90 mio. kroner som målet for dette års forhandlinger om næste års økonomi i kommunen.
Kun Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig denne beslutning om, at der skal spares i Roskildes økonomi, hvor indtægterne ikke har kunnet følge med udgifterne, hvis man bare fortsatte på samme niveau.
Tryghed og stabilitet
Byrådets politiske udvalg indenfor de forskellige fagområder er i øjeblikket i gang med at behandle spare-ideer på deres felt.
Resultatet samles så på et stort budget-seminar, hvor den samlede spareplan gerne skal være klar, inden budgettet kommer til 1. behandling i byrådet 31. august. Herefter kan der arbejdes videre og files på tingene, før den definitive godkendelse af budgettet i byrådet, som skal ske inden 1. oktober.
- Vi ser gerne, at man får foretaget en grundlæggende tilpasning af kommunens økonomi og opbygger en bedre kassebeholdning, så Roskilde ikke hele tiden skal balancere på kanten.
- Hvis vi får fastlagt kommunens økonomiske udvikling for flere år, vil det vil give tryghed og arbejdsro ? både for kommunens indbyggere og de ansatte, mener Bent Jørgensen.
- Målet om at spare 90 mio. kr. er et minimum. Det vil være fornuftigt at tage lidt hårdere fat én gang for alle nu, så der også kommer lidt penge i kassen, f.eks. til at kunne klare snerydning i en streng vinter.
Alternativt forslag
Allerede inden byrådets budget-seminar den 25. august vil VKO-partierne komme med deres udspil til budget.
- Det er et forhandlingsoplæg ? og ikke noget ultimatum, understreger Bent Jørgensen.
- Men i år kommer vi med det i godt tid, så det ikke går ligesom sidste år, hvor vi pludselig røg ud af forhandlingerne, fordi vi præsenterede et forslag ved selve budget-seminaret.
- Det er klart, at hvis vi skal tage medansvar for byens økonomi, skal der også tages hensyn til vores synspunkter. Det er jo derfor, vi nu skal i gang med forhandlingerne, hvor alle må være klar til at gå på kompromis, hvis vi skal nå det nødvendige resultat.
tk