Skimmel lukker Frivilligcenter
Administrationen er flyttet, og de frivillige foreninger er tvunget til at mødes andre steder i byen
Der er fundet så meget skimmelvækst i det nye Frivilligcenter i Roskilde, at alle medarbejderne er flyttet til andre lokaler i Lammegade og alle foreninger er flyttet til Sct. Jørgens Skole, Østervangsskolen og Fysiocentret. Konsulent i Socialforvaltningen Helle Strandmark forklarer, at kommunen satte undersøgelser i gang af de lejede lokaler, fordi nogle af medarbejderne i centret fik det dårligt, når de opholdt sig på stedet. Teknologisk Institut blev sat på sagen og fandt skimmelvækst i flere af lokalerne. Undersøgelserne er ikke færdige endnu, så derfor ved man ikke, om der er skimmel over det hele eller kun i en del af lokalerne.
Fremtiden er uvis
Leder af stedet Linda Thorsager fortæller, at hun fik beskeden lidt før sommerferien: - Det er selvfølgelig ærgerligt og lidt besværligt, at vi ikke længere er samlet et sted, men der er ikke noget, vi selv kan gøre ved. Hun ved ikke, hvor Frivilligcentret skal være i fremtiden. - Vi ved ikke, om det kan betale sig at sætte lokalerne i stand, derfor ved vi ikke rigtig, hvor vi skal flytte hen eller om vi bliver samlet igen, siger Linda Thorsager. Kommunen skal have møde med ejerne af lokalerne i den kommende uge. Her bliver det muligvis afklaret, om Frivilligcentret kan flytte ind igen. Frivilligcentret åbnede på adressen i Sct. Maria Park i februar 2009. ag@roskildeavis.dk