Man skal score hvis man vil vinde sine kampe
Avedøre producerede et hav af chancer men tabte alligevel
- Jeg er meget skuffet, fordi vi egentlig spillede en god kamp, sammenfattede Avedøres træner Jan Christensen efter kampen. - Vi var ramt af skader og karantæner op til kampen, men det fik ikke afgørende betydning for forløbet. Vi er selvfølgelig glade for, at vi kom frem til så mange chancer, men når man ikke scorer på sine chancer, vinder man heller ikke fodboldkampe. Fredensborg var et godt hold, især i omstillingsspillet, hvor de var hurtig fremme og med mange folk, men de helt store åbne chancer, skabte de ikke. De havde deres muligheder, men det var mere efter standardsituationer og lidt tilfældige... - Men kunne frygte, at pokalkampen mod AB i onsdags sad i benene, men jeg synes, vi havde kræfterne gennem hele forløbet. Det var heller ikke her, vi fejlede. Men bestemt en streg i regningen, selvom jeg vidste, at opgøret kunne blive svært. Det bliver ikke nemmere på lørdag, hvor vi skal til Skovshoved, som er rykket op fra Københavnsserien. Det er også et godt hold... Straffespark ? Avedøre indledte opgøret mod Fredensborg med et skud på opstanderen af Kasper Klausen. Det blev starten på mange gode opspil med Kenni Olsen i dirigentens rolle. Han strøede om sig med dybe og præcise afleveringer, som Mikkel Christensen og Kasper Klausen fik åbnet Fredensborgs defensiv med. Der var mange tilløb, men ikke de helt åbne chancer. Midt i halvlegen blev Jesper Hansen revet ned i feltet efter en standardsituation, men selvom dommeren var tæt på gerningsstedet, vinkede han episoden af. Det gjorde han flere gange i forløbet, også mod Fredensborg, så det er åbenbart rigtig svært at få et straffespark i den linje, dommerne nu har valgt at indlede sæsonen med. Vi så det også i pokalkampen mod AB, så det er nok det, vi skal regne med i den kommende tid, inden dommerstanden falder tilbage til at dømme det, der egentlig er. Efter en lige første halvleg, fik Avedøre mere dybde i spillet og blev dermed mere direkte. Mikkel Christensen fik annulleret et mål for off-side, og tættere kom Avedøre ikke en scoring. 12 minutter før tid, blev det begået et stort frispark på Emil Skamby, som blev afvinket af dommeren. 11 minutter før tid begik Emil Skamby et frispark, som udløste gult kort, og det blev kommenteret af Emil Skamby, og så blev der lagt et rødt kort oveni. Fredensborg hældte endnu mere salt i såret, da de via muren scorede kampens eneste mål.