Rædselsfuldt og dejligt
HIF vandt den 3. turneringskamp i træk - møder Avarta hjemme på fredag kl. 18.30
- Det er helt forskelligt fra sidste sæson, lød det fra træner Per Nielsen efter kampen. - Her spillede vi godt og tabte. I denne sæson spiller vi skidt og vinder. Jeg tror ikke, der var nogen, der var tilfreds efter de første 45 minutter, men vi foretog et par små ændringer i vores opstilling for at få Niclas Tüchsen mere centralt placeret og Jonas Hebo Rasmussen mere ude på kanterne. Det lykkedes til dels for os, idet vi blev mere farlige over kanterne... - Det var også godt at se, at Jesper Christjansen kunne komme ind og skabe ro, og så viste Søren Weibel den rigtige indstilling og attitude. Han var manden bag begge vores mål, og det tæller også med i regnskabet... - Nu venter en svær kamp hjemme på fredag kl. 18.30 mod Avarta. Vi ved ikke så meget om dem, men vi ser dem spille søndag og kan så stille med næsten det samme hold som i lørdags. Thomas Wiil Andersen er måske blevet sin ankelskade kvit og Jesper Christjansen er klar til en startopstilling... Det er ikke værd at bruge spalteplads på de første 45 minutter, hvor styrmanden og lederne på HIF¿s hold var en udtalt mangelvare. Det blev bedre i 2. halvleg, hvor en rigtig god aktion af Søren Weibel udløste en udligning af Malik Conradsen, der igen var den mest stabile HIF-er. En mental kortslutning af Stefan Sørensen gav det andet gule kort og dermed rødt, og så var det op ad bakke for HIF. Men trods 10 mand lykkedes det at score det afgørende mål. I det 76. minut spillede Jonas Hebo Rasmussen bolden ud til Andreas Kristiansen, der fandt Søren Weibel i dybden. Søren Weibel kæmpede sig flot igennem på baglinjen, og fik sendt bolden ind til Jonas Rasmussen, der scorede sit 3. mål i træk i ligeså mange kampe. - Det må gerne fortsætte med at jeg scorer i hver kamp, men jeg er nu mest glad for at holdet vinder, kommenterede Jonas Hebo Rasmussen.