Der skal point på kontoen
HB Køge har søndag sæsonens sjette mulighed for at få point på kontoen, og kan svanerne sende Silkeborg retur med et nederlag, så kan det være sejren, som kan føre flere point med sig ifølge holdets anfører
FODBOLD: Hvis man kaster et blik på stillingen i Superligaen, så står der et stort fedt nul ud for HB Køge i kolonnen for point. Det burde umiddelbart ikke være specielt godt for selvtilliden, men der er alligevel en positiv stemning i HB Køge-truppen, hvor man trods de manglende point er fint tilfreds med den spillemæssige start på sæsonen.
-Spillemæssigt har vi været fint med i de første kampe, men vi har manglet marginalerne og den sidste skarphed til at få point på kontoen. Det er dog positivt, at vi allerede nu er der, hvor vi godt kan være med spillemæssigt, for i forrige sæson var det først sidst i sæsonen, at vi for alvor kunne være med, og der manglede vi virkelig meget i starten. Så tilvæningen til tempoet og niveauet har helt klart været meget kortere denne gang, så nu skal vi bare have nogle point på kontoen, så vi kan få slettet det runde nul, siger anfører Thomas G. Christensen.
Point kan føre mere med sig
HB Køges næste mulighed for at få point på kontoen er søndagens hjemmekamp imod Silkeborg, som har hentet fem point i fem kampe og er placeret på en ottendeplads.
Thomas G. Christensen har selvfølgelig også respekt for jyderne, men han tror også på, at det kan være kampen, hvor HB Køge kan få sæsonens første point.
-Jeg har set Silkeborg nogle gang i år, og de spiller rigtig godt, hvis de får plads til det, så det må vi ikke give dem. Så skal vi fortsætte den udvikling vi har været inde i de sidste kampe, hvor vi skaber rigtig mange chancer, men vi skal så være skarpere, end vi har været i de andre kampe, og få scoret på flere af de muligheder vi har. Det kunne også være rart at komme foran i stedet for bagud, for det vil helt sikkert give et boost. Det vil de tre point også, og kan vi få sat dem på kontoen, så tror jeg på, at der lægger flere og venter i den nærmeste fremtid, siger Thomas G. Christensen.
HB Køge - Silkeborg søndag den 21.august klokken 16.00.
Husk du kan følge udviklingen i kampen på Lørdagsavisen.dk fra kl. 16.00.