Fra Savigny til Skomagergade
Den Franske Vinhandel henter nogle af sine bedste flasker fra en lille sidedal i Bourgogne
Blandt de bedste flasker hos Den Franske Vinhandel i Skomagergade er en rød Bourgogne fra vinbonden Henri de Villamont i landsbyen Savigny-les-Beaune.
Roskilde Avis vil i en række artikler præsentere 'Vinens veje' til butikkerne her i byen fra vinbonden - hvis denne ellers taler et forståeligt europæisk kultursprog, og man kan køre dertil i bil.
Landsbyen ligger lige nord for vinhovedstaden Beaune i det berømt distrikt og er kendt for at fremstille både hvide og røde vine af fremragende kvalitet. Det skyldes ikke mindst mikro-klimaet her, og det betød, at flaskerne herfra allerede i Middelalderen blev betragtet som 'Den bedste vin i hele Kristenheden'.
Hele departementet er opkaldt efter den lille bjergkæde, Côte d'Or (Den Gyldne Skråning), der går fra nord-nord-øst til syd-syd-vest, fra Dijon forbi Beaune og Montrachet, ned mod Chagny.
Her er der læ for den kedelige vestenvind, og lige ved foden af bjerngene er jordbunden hverken for stenet eller leret. Samtidig rammer solens stråler ekstra godt. Derfor ligger alle de gode marker i en smal stribe her. Det bliver dårligere oppe i højden - og ude på sletten ved floden Saône kan der slet ikke vokse ordentlig vin.
Inde i en lille sidedal, der gennem millioner af år er formet af floden Rhon, lige nord for Beaune, ligger så Savigny-les-Beaume. Her er ekstra godt læ, og på nordskråningen modnes vindruerne særlig godt. Her trives druerne til både rød- og hvidvine.
Levende landsby
Savigny er en levende landsby, der endnu ikke er udslettet af centre og butiksdød. Her findes to bagere, en slagter, den lille købmand (épicerie), fire restauranter, posthus og en avis-kiosk med tilhørende café, hvor døgnets vigtigste nyheder bliver spredt fra mund til mund, allerede tidligt om morgenen. Det var her, jeg en tidlig søndag morgen fik fortalt, at verdensbankens chef, Dominique Strauss-Kahn, skulle have voldtaget en stuepige i New York.
På vejen ind til Beune, i nærheden af den lille nedlagte station, med den umiskendelige jernbane-arkitektur fra SNCF (Société Nationale des Chemin de Fer), ligger Henri de Villamonts domæne med flotte udbygninger en en statelig beboelse, Manoir.
Direkte salg
Marie-André Poulleau har ansvaret for salg, forklarer hun og viser rundt på bedriften og i salgs-lokalet.
Villemont har ialt 10 ha. rundt om i nogle af Bourgognes bedste områder. Først og fremmest i Savigny, men f.eks. også Eschézeaux ved Vosne-Romanée. Domænet har kun rødvin fra druen Pinot Noir på sine egne marker, men køber også Chardonnay-druer fra andre og fremstiller distriktets gode hvidvin.
Året rundt arbejder 12 mennesker på bedriften, bl.a. med at passe og beskære vinplanterne på markerne. Men under selve høsten, 'les vendanges' i september-oktober, er 30 ekstra i gang med at plukke.
Henri de Villamont sælger til grossister og vinhandlere som Den Franske over hele verden. Private kan også holde ind i butikken og købe direkte - uden at det dog bliver særligt billigt af den grund.
For denne type kvalitet i Bourgogne findes der ikke rigtigt noget 'godt køb'. Flaskerne er så sjældne og gode, at de kan holde prisen i hele verden. Samtidig skal en god hvid eller rød ofte ligge i op mod 10 eller fem år, før er rigtig drikkemoden, og det koster også.
Liggetiden skal jo betales - enten af producenten, grossisten, vinkøbmanden eller kunden. Dvs. at hvis man kan vente, kan det betale sig selv at købe det ungt og så gemme flaskerne, indtil de bliver til at drikke.
tk@roskildeavis.dk