Papegøje slog kløerne i rædselsslagen mand
En tur til bageren bød på lidt flere oplevelser end sædvanligt for en 40-årig mand
En rædselsslagen mand måtte søndag morgen kl. 6.30 søge om hjælp hos Roskilde Brandvæsen. Problemet var, at han havde en stor papegøje på skulderen, der nægtede at give slip på den omkring 40-årige mand.
Manden havde været på vej efter morgenbrød, da en pige stoppede ham tæt på McDonalds.
Hun ville have hjælp til en store papegøje, der stod midt på Københavnsvej. Pigen turde dog ikke selv at fjerne papegøjen, der ikke var hendes og spurgte derfor manden om hjælp.
Da manden steg ud af bilen. Gik fuglen straks hen til hans bukseben og begyndte at klatre op ad manden.
Da den nåede til skulderen blev den siddende og nægtede at flytte sig.
Kørte efter hjælp
Manden kunne ikke få den store fugl væk fra sin ryg og satte sig derfor resolut ud i bilen og kørte til brandstationen for at få hjælp.
- Manden var rædselsslagen og sagde at vi skulle komme ud til ham, forklarer driftsleder i Roskilde Brandvæsen Max Jørgensen.
En af brandmændene hentede straks nogle tykke brandhandsker og tog fat i den store fugl, der nu var blevet bange og begyndte at hakke efter ham.
Der måtte flere garvede brandmænd med de store brandmandshandsker til, for at få fuglen ind i transportkassen. Fuglen er nu i gode hænder hos dyreinternatet i Tune, hvor den afventer sin ejer.