"Alle scenarier har en risiko"
Hvidovre Kommunes direktør for central- og Kulturforvaltningen, Gert Nelth, svarer på spørgsmål om kommunens schweizerfranclån
- Som jeg sagde sidste år, ville der formentlig være tale om en to-årig periode, hvor kursen ville stige, men vi havde ikke forventet, at kursen ville stige til mere end 600. Vi forventer dog stadig en form for normalisering, siger Gert Nelth.
Alligevel skal økonomiudvalget mødes den 22. august, hvor der skal lægges en strategiplan for de kommunale schweizerfranclån.
- Der vil vi skitsere nogle scenarier, hvor vi ser på konsekvensen af forskellige måder at håndtere schweizerfranclånene på. Men alle scenarier har en risiko. Der vil dog være et scenarie, hvor man går ind og lægger loft over kursen, siger Gert Nelth og påpeger, at kommunen er rådgivet af ¿de store banker¿, som mener, at den nuværende kommunale strategi er den fornuftigste - og at det vil være uklogt at indløse lånene på nuværende tidspunkt.
Hvorfor har genvinsten på lånene (42,8 mio.) ikke ændret sig, når kursen er steget så meget?
- De 42,8 mio. kr. er en samlet gevinst, som allerede er indkasseret. Denne gevinst vil, hvis det høje kursniveau fortsætter i de kommende år, gradvist blive udhulet, men det afhænger igen af hvilken strategi man anlægger. Men hvis man ser langsigtet på det, så mener vi, at kursen vil være høj i en periode for så at normalisere sig. Det er selvfølgelig en form for religion, men hvis man ser historisk på det, så vil kursen falde, efter en periode med høje kurser. Spørgsmålet er bare, hvor længe den her krise varer. Man kan diskutere om det er en klog eller dårlig strategi, men det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, siger direktøren.
Og det er så det, nogle kalder for gambling?
- Det kalder vi det ikke. Vi mener, at lånet skal vurderes henover lånets løbetid. Men det betyder ikke, at lånestrategien ikke kan revurderes, og det er derfor, at administrationen sammen med økonomiudvalget skal drøfte, hvilken strategi, der vil være den mest fornuftige at følge i årene fremover.
Schweizerfranckursen er steget med 200 kurspoint på de sidste to år, altså en kursstigning på 40%. Er der så ikke nærmere tale om, at gælden er forøget med 100 mio. end med 75 mio. kr.?
- Jo det er rigtigt, at kursen bevæger sig meget. Den ene dag er kursen forøget med 25 procent, den anden dag med 35 procent. Kursen svinger så voldsomt i øjeblikket, så det ikke giver mening at sige, at det er tallet. Derimod giver det mening at drøfte, hvordan kan kommunen mindske risikoen på schweizerfranclånet, så det til sidst ender op med at være et godt lån, siger Gert Nelth.
Hvordan kan man sammenligne schweizerfranclåneudgifterne med hvad en gennemsnitlig parcelhusejer betaler for et fastforrentet obligationslån?
- Renten er meget lav på schweizerfranclån. De har sænket deres rente, men det er så spist op af kurstab. Men omregner man kurstabet til en rentesats, der vil svare til en effektiv betaling, så svarer det til, med de nuværende schweizerfranckurser til et dansk obligationslån med en gennemsnitlig rente på omkring 5,5-6,2 procent, siger Gert Nelth.
Ifølge Hvidovre Kommune kan man ikke tale om et egentlig tab, medmindre lånet skal indfries før tid, men det ændrer vel ikke på, at kommunens egenkapital er faldet i takt med at lånet er blevet dyrere?
- Når gælden stiger, så vil egenkapitalen falde, men man kan ikke anskue en kommune på samme måde som en privat virksomhed. En kommune har lidt andre spilleregler, f.eks. er man ikke afhængig af kreditværdighed, når der skal stilles fremmedkapital til rådighed, eller afhængig af, at opgøre en markedsværdi for en virksomhed etc.. Disse regler er kommunerne ikke underlagt, fordi en kommune ikke fungerer på et marked. Men det betyder ikke, at borgernes penge ikke skal forvaltes bedst muligt, for det skal de, og det bliver de i øvrigt også. Da kommunen ikke har den form for bindinger som private virksomheder har, kan vi tillade os at tænke langsigtet og ikke være tvunget til at handle på periodevise udsving i f.eks. schweizerfranckursen. Vores fokus er at minimere de samlede udgifter henover tid, slutter Gert Nelth. key