Ingen opgave var for stor eller for lille
--- Det var med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om, at vor næstformand Poul Poulsen var afgået ved døden. Poul Poulsen indtrådte i Strandmarkskirkens menighedsråd den 12/12-1991 og han blev hurtigt et skattet medlem, der deltog meget aktivt i kirkens liv. Ingen opgave var for stor eller for lille til at Poul Poulsen kunne tage sig af den og Poulsen har varetaget mange af de funktioner, man har i et menighedsråd. I november 1998 blev Poul Poulsen valgt til næstformand ligesom han de seneste år har været kontaktperson for vort personale. Også det frivillige arbejde, bl.a. med basar nød stor gavn af Poulsens indsats. Med Poul Poulsen som næstformand har det været let at være formand for menighedsrådet. Med sin næsten daglige gang i kirken, var Poul som regel den, der først så, når der var noget vi skulle tage os af i menighedsrådet. Så lød det i telefonen: ¿Det er Poul Poulsen, der er sket det¿.¿ Så kom en fyldig forklaring og også et godt forslag til, hvordan udfordringen skulle tages op eller problemet skulle løses. Altid gennemtænkt - ansvarsbevidst og omhyggeligt. Poul Poulsen var fast ordstyrer ved vore menighedsrådsmøder, som han ledede med stor tålmodighed, når talelysten var stor. Dog, hvis der om aftenen var fodbold i fjernsynet, blev der ringet med klokken med besked om at vi skulle holde os til sagen og fatte os i korthed. Poul Poulsen vil blive savnet. Æret være Poul Poulsens minde. --- Bisættelsen finder sted fra Strandmarkskirken i dag tirsdag den 9. august kl. 14.00.