Spredt optagelse giver bedre sygeplejersker
De kommende sygeplejersker i Roskilde er tilfredse med, at der nu er kommet en mere ligelig optagelse sommer og vinter af nye studerende på den lokale Sygeplejeskole. Dermed bliver deres praktikperiode også mere spredt, så hospitalernes forskellige afdelinger har bedre tid til at tage sig af den enkelte. - Praktikstederne er i forvejen meget presset. Nu får vi løst nogle af problemerne, fordi der ikke længere er så mange studerende for hver klinisk vejleder, siger Vibeke Stephanie Frost, der er formand for de lokale sygepleje-studerende. - Forhåbentlig kan det betyde, at kvaliteten i den praktiske og kliniske del af uddannelsen, der hidtil har været noget mangelfuld, bliver bedre. Vi har brug for en god praktik for at blive gode sygeplejersker, siger hun.