Gennemkørsel forbudt på Sankt Jørgensbjerg
Som et forsøg i et år er der lavet gennemkørselsforbud for et større område på Sankt Jørgensbjerg. Målet er at begrænse trafikken på de veje, som ikke er lavet til at afvikle megen gennemkørende trafik. I 2009 blev der lavet forsøg med gennemkørselsforbud for et mindre område på Sankt Jørgensbjerg, nemlig på vejene Smedegade, Toftegade og Brøndgade. Begrænsningen af trafikken har betydet færre biler der, men flere biler på de omkringliggende veje. Nogle af de disse veje, for ekesempel Sankt Hans Gade, er ikke lavet til at kunne afvikle den megen gennemkørende trafik. På den baggrund besluttede Teknik- og Miljøudvalget i april at gennemføre et nyt forsøg, hvor der laves gennemkørselsforbud for hele området øst for Møllehusvej, nord for Byvolden, Sankt Mortens Vej og Sankt Clara Vej og vest for havneområdet. Forsøget bliver i løbet af efteråret suppleret af nogle trafikforanstaltninger på Møllehusvej til at begrænse hastigheden og øge sikkerheden.